Hvad mener I om ulighed i sundhed - Fysioterapeuten

Mød Carina Kallan Langvad. Hun er fysioterapeut og næstforkvinde i KFUMs Idrætsforbund. Carina svarer her på tre spørgsmål i forbindelse med vores kampagne "Hvad mener I om ulighed i sundhed?". Læs med.

1) Hvad er lighed i sundhed for dig?

Lighed i sundhed betyder for mig, at der er fair og lige adgang til sundhedsydelser, uanset status (økonomisk, social, uddannelse, mv.).

 

2) Hvordan får vi mere lighed i sundhed?

For at kunne indkredse, hvordan vi får mere lighed i sundhed kræver det, at jeg indkredser en gruppe, som jeg opfatter som mindre lige, og det er super svært at vægte nogle grupper over andre, og faktisk er der to grupper som ligger mit hjerte meget nært.

Den ene drejer sig om kvinder i sundhedsvæsenet (som med al respekt jo ikke ligefrem er en minoritet i denne verden). Langt det meste forskning når det kommer til medicin er såvidt jeg er orienteret lavet på mænd, særligt fordi deres hormonbalance er stabil og dermed langt lettere at regne med, hvilket udelukker nogle oplagte bias. Det gør mig som sundhedsfaglig dog usikker på, om der måske kunne findes symptomer som kommer anderledes til udtryk hos kvinder, præparater, eller evt. kombinationer af præparater som måske kunne hjælpe kvinder, men som desværre aldrig er testet, og det er en kæmpe ulighed.

I kraft af mit arbejde på beskæftigelsesområdet har jeg også oplevet stor ulighed i psykiatrien, hvor jeg oplever en stor udfordring, ikke kun ved de ualmindeligt lange ventetider til udredning, men også ved beslutningen om, at psykiatrien ikke kan hjælpe mennesker med et misbrug. Jeg forstår udmærket godt princippet, men jeg har oplevet, hvordan det skaber en berømt catch-22, hvor udsatte mennesker ikke kan få hjælp til deres mentale sundhed, og derfor selvmedicinerer, men så længe de selvmedicinerer, kan de ikke få hjælp i psykiatrien.

 

3) Hvis du havde mulighed for at ændre én ting i sundhedsvæsenet, hvad vil det så være?

Lad os starte med forskning! Altså ved fra starten at anerkende, at der er en ulighed i det medicinske som er fremkommet på baggrund af køn, så kan vi derfra begynde at være undersøgende på kvinders symptombillede i nær sagt alle afkroge af både sygdomsbilleder og klassifikationssystemer, så vi på den måde også kan sikre kvinder en mere lige behandling i sundhedsvæsenet! (Og måske også begynde at være endnu mere undersøgende på, hvordan man i fertilitetsbehandling kan hjælpe “ikke raske” mænd i stedet for at behandle raske kvinder der i samspil med deres partner har fertilitetsproblemer.

I forhold til det psykiatriske område, er det min klare overbevisning, at det vil være til stor gavn, hvis man forsøgte at arbejde mere med parallelindsatser og i det hele taget investerede mere i det tværfaglige samarbejde - både på tværs af faggrupper, men også på tværs af kommuner/regioner og så samarbejdet i et mere holistisk perspektiv, så både er behandler i psykiatrien, en sagsbehandler fra jobcentret, en paragraf 85 fra socialpsykiatrien og andre relevante samarbejdspartnere kunne støtte mennesker med flere udfordringer i en mere helhedsorienteret indsats. Foruden en stærk signalværdi ville det klart bidrage til mere bæredygtige løsninger for det enkelte menneske.

 

Husk at følge med i vores kampagne hen over sommeren, "Hvad mener I om ulighed i sundhed".

Hvis du har lyst til at hjælpe os med at skabe fokus på dette vigtige område, så del vores indlæg.


Vi glæder os til at dele de kommende opslag med jer.

0