18/07/2024
Hvad mener I om ulighed i sundhed - Sygeplejersken
Mød Anita Jørgensen denne gang i vores kampagne "Hvad mener I om ulighed i sundhed?".
Hun er behandler og sygeplejerske i Rusmiddelcenter Aarhus. Læs med når Anita svarer på tre spørgsmål om ulighed i sundhed.
Anita arbejder ved Rusmiddelcenter Aarhus er Aarhus Kommunes gratis rådgivnings- og behandlingstilbud til borgere over 18 år, der har stof- eller alkoholproblemer. Behandlingstilgangen er evidensbaseret og består af både kognitiv terapi, social-, sundheds- og lægefaglig behandling. Behandlingen foregår i tæt samarbejde med pårørende og andre kommunale og regionale indsatser. RCAs kerneopgave er at bidrage til forandring af stof- og alkoholrelaterede udfordringer. De er i alt 120 medarbejdere i RCA.
Antia svarer således på vores tre spørgsmål:
1) Hvad er lighed i sundhed for dig?
"At alle kan modtage de sundhedsydelser, som de har behov for.
Vi har meget forskellige forudsætninger og ressourcer for at kunne modtage sundhedstilbud, idet de kommer med et "system", der kræver tilpasning, overskud, tålmodighed, tiltro, accept, tillid, omstilling, fleksibilitet m.v.
Som sygeplejerske i et rusmiddelcenter kender jeg mennesker, der har svært ved at tilpasse sig de rammer, som eks. et sygehus eller egen læge har. Det kan være alt fra at overskue, hvor og hvordan man skal møde op - til at kunne vente i uvis tid på at komme til, forstå, hvad der foregår og bliver sagt. Alt for ofte går kommunikationen gal, der er misforståelser fra begge sider - hvormed udredning, undersøgelse eller behandling bliver mangelfuld.
Lighed i sundhed er, når der er lighed i undersøgelse og behandling - men ulighed i måden, det kan tilgås.
Nogle skal have mere støtte for at kunne tage imod, have begrænset den fysiske distance, have hjælp til at oversætte kontekst og kommunikation m.m.
Mange mennesker har forberedt sig inden mødet med sundhedsvæsenet; læst noget, talt med nogen, mentalt forberedt sig m.v. Jeg oplever, at de mennesker, jeg møder, har behov for hjælp til planlægning og forberedelse."
2) Hvordan får vi mere lighed i sundhed?
"Inddrage relationer; både private og professionelle. Være nysgerrig på, hvad der kan støtte det enkelte menneske i at få succes med at gennemføre tilbud i sundhedsvæsenet.
Gå i dialog med patienten eller borgeren.
At "systemet" kan flytte sig. Fysisk ved behov, så det bliver tilgængeligt for flere og i overført betydning, så det kan rumme forløb, der ikke følger standarden.
Træning og opøvelse af kompetencer til at have mod på at se kompleksiteten af sammensatte sundhedsudfordringer - og have lyst til at arbejde ud fra en helhedsorienteret sundhedsindsats."
3) Hvis du havde mulighed for at ændre én ting i sundhedsvæsenet, hvad vil det så være?
"Tid - 5 min. mere, hvor det ikke handler om det konkrete sundhedstilbud, men om mennesket og hvordan den enkelte tager imod tilbudte undersøgelser, behandling, medicin, pleje eller lignende - og fjerne forhindringerne."
Følg med i vores kampagne hen over sommeren, "Hvad mener I om ulighed i sundhed". Kampagnen stopper i slutnignen af augut måned.
Vi har forsat en del deltagere, bestående af sundhedsfaglige personer og vi glæder os til at dele deres meninger om ulighed i sundhed, med jer.
Hvis du har lyst til at hjælpe os med at skabe fokus på dette vigtige område, så del dette indlæg på de sociale medier.
God sommer.