
14/02/2025
SundForuft; rekruttering og tilknytning - Cheflægen
Marie Storkholm er cheflæge, Ph.d., ved Afdeling for Kvindesygdomme, Fødsler og Fertilitet, på Regionshospitalet Horsens.
Læs hvad hun mener om emnet her.
1) Hvad tænker du når du hører “rekruttering og fastholdelse af personale”?
“Jeg tænker, at vi skal sætte fokus på at skabe meningsfulde bæredygtige arbejdsfællesskaber, som frisætter vores dygtige fagfolk til at bidrage til faglig og organisatorisk udvikling på tværs af fag og organisatoriske grænser. At vi skal skabe rammer for, at personalet i sundhedsvæsenet kan være medskabende og medledende i forhold til de store omvæltninger, som vores nutid og fremtid kalder på. Så mere fokus på en hverdag præget af medbestemmelse, kompetenceudvikling, meningsfuldhed og et bæredygtigt arbejdsmiljø - end på rekruttering og fastholdelse… - Og så tænker jeg, at vi skal være mere modig og bedre til at fortælle alle de gode historier fra sundhedsvæsenet.”
2) Har du oplevet noget godt, eller iværksat nogle virksomme tiltag på området?
“Ja, over de sidste godt 6 år, har jeg sammen med mine ledelseskollegaer og engagerede medarbejdere arbejdet målrettet med at skabe en tværfaglig udviklingskultur i vores afdeling. Indsatsen har fokus på at udvikle vores fælles bevidsthed om de problemstillinger, som skal løses for, at vi kan tilpasse os et sundhedsvæsen og samfund i rivende udvikling. Vi har haft alt afdelingens personale med på camp i en spejderhytte, hvor vi har arbejdet på at løse konkrete problemstillinger, samtidig med at vi har styrket vores viden om og erfaring med tværfagligt samarbejde og personlig professionel udvikling. Sideløbende har vi etableret en lang række team, med mandat til at lede og udvikle deres eget fagområde eller udviklingsprojekt. Samt en række initiativer i hverdagen som understøtter og træner det tværfaglige samarbejde. Resultatet har været en stor virketrang, god kvalitet og patienttilfredshed, lavt sygefravær, økonomisk balance og en halvering af symptomer på udbrændthed blandt personalet - det er et langt sejt træk at ændre kultur og arbejde med frisættelse. Vi erfarer, at tiltagene er virksomme på en langt række bundlinjer, men bestemt ikke uden bøvl og udfordringer for både ledere og medarbejdere - men personalemangel er ikke en af dem.”
3) Hvad oplever du som den største hindring?
“Vi har gennem mange år i sundhedsvæsenet haft meget fokus på standardisering, ensretning og centralisering - tiltag der har forbedret kvalitet og organisering, men måske også har bidraget til en usund “nulfejlskultur”. At skabe udvikling og transformation er et arbejde, som fordre, at vi tør være modige og teste nye tiltag, både fagligt og organisatorisk - Jeg oplever frygten for at tage fejl som en af de største hindringer.”
Tak Marie for at være med til at sætte fokus på emnet.
Husk på at du kan blive medlem af tænketanken og støtte vores arbejde her
Dette er vores sidste indlæg i kampagnen rekruttering og tilknytning. Tusind tak til alle deltagere. Tak for at være med til at give opmærksomhed på emnet.