SundForuft; rekruttering og tilknytning - Chefsygeplejersken

Henriette Lerche er chef i Pleje- og Rehabilitering, Distrikt Midt, Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

Læs hvad hun mener om emnet her.

 

1)  Hvad tænker du når du hører “rekruttering og fastholdelse af personale”? 
“Jeg tænker, at verden og tiden bevæger sig i retning af en fornyelse af begreberne ”rekruttering og fastholdelse”. For at møde de nye generationer hvor de er, og hvor de gøres nysgerrige på ældre- og sundhedsvæsenet, så kan vi med fordel begynde at bruge ord som tiltrækning og tilknytning.”

 

2) Har du oplevet noget godt, eller iværksat nogle virksomme tiltag på området?
“I løbet af det sidste år har jeg set en klar og inspirerende tendens fra Generation Z når de søger både faste stillinger og studiejob hos os. De skriver direkte til mig pr. mail og indleder med ”Hej Henriette, jeg vil gerne arbejde i hjemmeplejen og har vedhæftet min ansøgning, hilsen…”

 

Med udgangspunkt i et forbedrings- og afprøvningsperspektiv, så har jeg valgt at svare dem direkte og så hurtigt som overhovedet muligt, oftest inden for få timer efter ansøgningen er modtaget. I svaret har jeg givet kort feedback på deres flotte og motiverede ansøgninger og svaret, at jeg sender ansøgningen videre til lederteamet. Derefter kontakter en leder dem gerne samme dag, og det betyder, at der er lavet en tilknytning med det samme. Det er en anderledes måde end via det etablerede og mere omstændige system, vi benytter os af, hvor man sender ansøgning, venter på svar, venter på samtale og hvor processen til tider kan trække ud. Vi skal handle hurtigere og mere agilt, for når vi gør det, så viser vi interesse og tilbyder tilknytning med det samme. De kommende medarbejdere har så uendeligt mange muligheder for jobs, så vi skal fokusere på og gøre os klogere på det, der er vigtigt for dem. Det fordrer, at vi forandrer og udvikler os, og gør det samme med vores systemer, så vi optimerer vores tiltrækningskraft.”

 

3) Hvad oplever du som den største hindring?
“Den største hindring er oftest vores egne vaner og synspunkter, så vi skal turde at se ud, blive udfordret, ændre det der ikke længere virker og prøve nye arbejdsgange af. Det er essentielt, at ledere i ældre- og sundhedsvæsenet kan og vil det.

Samtidigt skal ledere på strategisk niveau tage ansvar for, at man sammen med de nye generationer lærer mest muligt om dem – sammen med dem.

Ledere skal i dag lede op mod fire generationer i et team. Det er en ledelsesopgave, der kræver et særligt fokus både på den enkelte medarbejder og det samlede team. For at lederen kan skifte mellem at kombinere, tilgodese, sætte retning for og udvikle svarende til generationernes forskellighed, så vil en vigtig opgave være at skabe rum for, at medarbejderne kan få indsigt i, hvad der kendetegner de fire generationer og dermed styrke fællesskabet.”

 

Tak Henriette for at være med til at sætte fokus på emnet.

 

Husk på at du kan blive medlem af tænketanken og støtte vores arbejde her

0