SundForuft; rekruttering og tilknytning - Ergoterapeuten

Emil Kjeldsmark Lemvig er ergoterapeut, fællestillidsrepræsentant (FTR) og medlem af Hovedbestyrelsen i Ergoterapeutforeningen.

Læs hvad Emil mener om emnet her:

 

1) Hvad tænker du når du hører fastholdelse og rekruttering af personale?
"Når jeg hører fastholdelse og rekruttering af personale, så tænker jeg, at det er den gotiske knude som hele sundhedsvæsenet står overfor. Det er en udfordring, som ikke kan løses med enkelte tiltag eller handlinger – og kun ved at have et vedholdende og fast fokus på trivsel, god ledelse og work-life balance."

2) Har du oplevet noget godt, eller iværksat nogle virksomme tiltag på området?
"De arbejdspladser, som formår både at fastholde deres dygtige medarbejdere, men også rekruttere nye kvalificerede medarbejdere, er steder hvor der er en tydelig medbestemmelse i, hvordan arbejdslivet ser ud. Vi ved at løn naturligvis er en faktor, men det er ikke den altafgørende faktor. Hvis en arbejdsplads formår at skabe balance mellem arbejdslivet og privatlivet, så er der en markant større chance for at medarbejderne bliver. Det vil også have en afsmittende effekt på omdømmet af arbejdspladsen, som kan være en medvirkende faktor til at det er nemmere at rekruttere, da rygtebørsen i sundhedsvæsenet lever i stor stil.

Det er også vitalt, at man i starten af en ansættelse af nye medarbejdere, har et vedvarende fokus og opmærksomhed (mere end 2 år), på deres onboarding proces. Det betyder, at så længe at man er i gang med at finde sin vej og er under udvikling, så skal man holdes i hånden af sine sparringspartnere og ikke mindst sin ledelse.

Det sidste område jeg vil nævne, er kompetent og god ledelse. Jeg vil påstå at alle tiltag er komplet ligegyldige, hvis man ikke har en ledelse som formår at løse de udfordringer som opstår undervejs. Hvis man har en utilstrækkelig leder, så vil der uundgåeligt opstå mere sygefravær, større omsætning af medarbejdere og trivslen vil være påvirket. Derfor mener jeg, at der skal være et større fokus på mangelfuld ledelse – og måske starte en drøftelse af, hvem der skal lede vores sundhedsvæsen – og hvem der ikke skal."

 

3) Hvad oplever du som den største hindring?
"Den største hindring i sundhedsvæsenet på nuværende tidspunkt er fremtidsudsigterne. Der bliver uddannet færre og færre sundhedsfaglige medarbejdere, hvilket er en bekymrende og kritisk udvikling, når vi ser lidt ind i krystalkuglen. Når man sammenholder den udvikling, med de krav som der bliver stillet til medarbejderne, så er jeg bekymret for, om kvaliteten af sundhedsvæsenet vil være på spil. Jeg mener dog stadig, at hvis man begynder at organisere sig, med et større fokus på arbejdsmiljøet og det gode arbejdsliv, så vil der være en gevinst at hente i fremtiden. Men det vil kræve større organisatoriske ændringer og politisk handlekraft."

 

Husk på at du kan blive medlem af tænketanken og støt vores arbejde her

 

Følg også tænketanken på de sociale medier: 
- LinkedIn
- X
- Instagram

 

0