SundForuft; rekruttering og tilknytning - Sygeplejersken

Asmus Laue Tiufkær er sygeplejerske og cand. stud. klinisk videnskab og teknologi ved Aalborg Universitet.

Læs hvad Asmus mener om emnet her:

1) Hvad tænker du når du hører “rekruttering og fastholdelse af personale?
"For mig er rekruttering og fastholdelse af personale bundet op på to elementer. Det handler både om afdelingens evne til at tiltrække engagerede ansøgere, men også skabe rammerne, der giver kompetente medarbejdere incitamentet til at blive.

Det handler om at skabe et attraktivt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne føler sig værdsatte og motiverede. I min optik har en nærværende ledelse kæmpe betydning. Ledere bør støtte medarbejderne, bidrager til øget engagement og tilknytning til arbejdspladsen, hvor konkurrencedygtige lønninger, gode arbejdsforhold, motiverende karrieremuligheder og muligheder for efteruddannelse bliver brugt som gulerod, for at holde på afdelingens dygtige personale. For et sundt og godt arbejdsmiljø vil også naturligt sprede sit renommé ud fra afdelingens mure, og tiltrække motiverede nyuddannede. Som nyansat i sundhedsvæsenet er det essentielt at se faglige spydspidser, som motiverer og inspirerer det øvrige personale. I sidste ende er et godt arbejdsmiljø en forudsætning for, at vi kan opnå det, vi alle stræber efter – nemlig effektiv behandling og høj patientsikkerhed (Relationship between nurse burnout, patient and organizational outcomes: Systematic review. Jun, J. Et al 2021; Associations of physician’s burnout with career engagement and quality of patient care: systematic review and meta-analysis. Panagioti et al. 2022)."

 

2) Har du oplevet noget godt, eller iværksat nogle virksomme tiltag på området?
"Som sygeplejerskestuderende har jeg haft mulighed for at opleve forskellige specialer og sektorer gennem mine halvandet års praktikker. Det har været tydeligt for mig, at de steder, hvor arbejdsmiljøet og medarbejdertrivslen var bedst, var der, hvor ledelsen aktivt deltog i dagligdagen, og hvor personalet blev tilbudt ansvar og muligheder for faglig udvikling. Det var arbejdspladser, hvor kulturen opmuntrede til at stille spørgsmål og lære i fællesskab, uden frygt for at udvise uvidenhed. Her blev medarbejderne værdsat, og et godt samarbejde på tværs af professioner og faggrupper prioriteret højt.

Men trods generel konsensus om, at faglige siloer er problematiske, er det stadig en udfordring i sundhedsvæsenet (Robusthedskommissionen 2023). Og selvom Gittell’s koncept om relationel koordinering har været kendt i næsten 15 år, er mit indtryk desværre, at tilstedeværelsen i det danske sundhedsvæsen fortsat er håbløst negligeret."

 

3) Hvad oplever du som den største hindring?
"Jeg mener, at sundhedsprofessionelle i alt for lang tid ikke er blevet anerkendt tilstrækkeligt for deres arbejde. Det er efter min opfattelse en misforstået præmis, at arbejdet i sundhedsvæsenet er et kald, hvilket har bidraget til en fastholdelse af status quo. Man kan gå så langt at kalde det foruroligende, at der skal en krisesituation til, før overvejelser om konkurrencedygtige arbejdspladser kommer på dagsordenen, og måden hvorpå arbejdsmiljø bliver italesat. Ligesom forebyggelse er vigtigt for befolkningens sundhed, bør man på samme måde italesætte forebyggelse på arbejdspladsen som essentielt for at sikre et sundt og robust arbejdsmiljø som fastholder sine medarbejdere. For når vi ser fremad, er det afgørende at forstå de kommende generationer af arbejdstagere. Mit indtryk er, at de lægger større vægt på bæredygtighed, grønne arbejdspladser og fleksibilitet. Der vil i stigende grad være efterspørgsel efter muligheder for deltid, balance mellem arbejdsliv, familieliv og selvrealisering. Hvis arbejdsgivere ikke er opmærksomme på disse forandringer, eller ikke i tilstrækkelig grad møder disse ønsker, risikerer de at tabe dygtige medarbejdere."

Tak for at sætte fokus på emnet.

 

Husk på at du kan blive medlem af tænketanken og støt vores arbejde her

Følg også tænketanken på de sociale medier: 
- LinkedIn
- X
- Instagram

0