SundForuft; rekruttering og tilknytning - Vicedirektøren

Marlene Fleischer er vicedirektør ved Holbæk Sygehus, Region Sjælland.

Læs hvad hun mener om emnet her.

1) Hvad tænker du når du hører “rekruttering og fastholdelse af personale”?
“Sundhedsvæsenet står overfor markante udfordringer, som kræver både strategiske og innovative løsninger. For det første er det afgørende at kunne tiltrække den rette talentmasse. I takt med at befolkningen ældes, og pleje- og behandlingskravene stiger, er der et øget behov for et dygtigt og veluddannet personale. Det betyder, at vi skal arbejde proaktivt med at rekruttere nye generationer ved at gøre sundhedsfag – og det at arbejde i sundhedsvæsenet generelt, mere attraktivt. Dette kan bl.a. gøres ved at fremhæve karrieremuligheder, skabe en stærk arbejdskultur og fremme en sund balance mellem arbejde og privatliv. Desuden kan et tættere samarbejde med uddannelsesinstitutionerne styrke rekrutteringen af fremtidige sundhedsprofessionelle og andre faggrupper.

Fastholdelse af eksisterende personale er lige så vigtigt som rekruttering. Alle skal føle sig værdsat og støttet i deres arbejde. For at fremme fastholdelse bør der være fokus på trivsel, arbejdsmiljø og professionelle udviklingsmuligheder. Det indebærer muligheder for løbende uddannelse, så personalet kan opdatere deres færdigheder og føle sig kompetente i en verden, der konstant udvikler sig teknologisk og fagligt. Mentorskab og kollegial støtte er redskaber til at skabe en følelse af fællesskab og sikre, at personalet føler sig tilknyttede og motiverede til at blive i deres stillinger. Teknologiens rolle i sundhedsvæsenet vokser, og derfor er det vigtigt at integrere digitale løsninger i både uddannelse og det daglige arbejde for at lette arbejdsbyrden. Effektiv brug af teknologi kan bidrage til at reducere stress og forbedre pleje- og behandling, hvilket også kan hjælpe med at fastholde personalet.

Endelig er det vigtigt at være opmærksom på medarbejdernes mentale sundhed. At arbejde med mennesker kan være et følelsesmæssigt og fysisk krævende erhverv, og derfor bør der være organisering til at støtte personalet gennem udfordrende tider, herunder stresshåndtering og mulighed for pauser.”

2) Har du oplevet noget godt, eller iværksat nogle virksomme tiltag på området?
“Fremtiden for rekruttering og fastholdelse handler om at skabe et miljø, hvor personalet kan trives, udvikle sig og føle en dyb tilknytning til deres fag og arbejdsplads. Dette kræver både langsigtede strategier og en åbenhed over for forandringer. Jeg vil i den sammenhæng gerne henvise til en artikel, som vi netop har publiceret.  Artiklen handler om, hvordan ledere kan udvikle en strategi for rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker. Flere af de strategiske greb kan vi bruge til rekruttering og fastholdelse generelt: Building a strategy for the recruitment and retention of nurses in healthcare: A contemporary issue."

3) Hvad oplever du som den største hindring?
“Den største hindring for rekruttering og fastholdelse er et udfordrende arbejdsmiljø præget af højt arbejdspres, stress og udfordrende arbejdsvilkår (vagtbyrde, mangel på karriereudvikling, løn) . Stigende administrative byrder kan opleves som frustrerende, da de stjæler tid fra patienten. For at løse disse problemer kræves forbedringer i arbejdsmiljøet, fokus på trivsel og udvikling.”

 

Tak Marlene for at være med til at sætte fokus på emnet.

Husk på at du kan blive medlem af tænketanken og støtte vores arbejde her

Følg også tænketanken på de sociale medier: 

- LinkedIn
- X
- Instagram

0